Toadstool Rimrock.
Lige ved Hwy 89 og midt imellem Page og Kanab finder du Toadstool Rimrock. Stedet var indtil for nylig relativt ukendt. Nu er der kommet skilte og anlagt en lille parkeringsplads, så lidt flere gør et stop her. Men stedet bliver stadig ikke besøgt af så mange, så du vil ofte være næsten alene.
Området er meget overskueligt og efter en kort vandretur får du set en række hoodoos og klipper i mange flotte farvenuancer. Mange af disse klipper har sjove hatte på, som får dig til at tænke på paddehatte.
Hvis du er i dette område, bør du afsætte et par timer til et stop her.