San Francisco
San Francisco ligger på vestkysten i Californien og har ca. 800.000 indbyggere. Byen er bl.a. kendt for, den megen tåge, Golden Gate Bridge, fængselsøen Alcatraz, søløver ved Pier 39. Fisherman’s Wharf, de stejle bakker og kabel sporvogne. Byen er også kendt for sit frisind og liberale holdning til hippier, homoseksuelle og forskellige politiske identiteter.
Det er nemt at komme til San Francisco, både direkte med SAS og mange med en enkelt mellemlanding. Byen er hyggelig og nem at overskue. Du skal naturligvis rundt og se både de store seværdigheder og også opleve de små og måske tilfældige ting.
Golden Bridge er et must. Du kan både gå og cykle over broen og naturligvis også tage turen i bil. Bemærk, at biler skal betale for benyttelse af broen.
Ud for byen ligger den gamle fængsels ø Alcatraz, hvor du kan komme på rundvisning i det nedlagte fængsel. I højsæsonen bør du booke billetter på forhånd.
Du skal naturligvis også prøve de kabeltrukne sporvogne – Cable Cars. Den bedste tur er nede fra vandet og op af Hyde Street, så får du udsigten ned af de stejle bakker og med Alcatraz i baggrunden. Du kan besøge sporvognsmuseet, hvor du kan følge Cable Cars historie og se de store motorer som den dag i dag trækker sporvognene.
Når du nu er oppe i byen, skal du besøge Union Square og butiksgaderne i området. Besøg også Chinatown, som er et hyggeligt område med mange butikker. Du skal også forbi Lombard Street, som er en meget stejl gade med en masse hårnålesving.
Når du er nede ved vandet skal du besøge Fisherman’s Wharf, der er et område af havnefronten, mellem Pier 39 og Pier 47. Fisherman’s Wharf er et virvar af boder, butikker, restauranter og caféer. Her er ofte mange mennesker, men stadig en meget hyggelig stemning med mange turister fra alle verdenshjørner. Selve Pier 39 er et rigtigt forlystelsesområde. Her ligger masser af restauranter, souvenirbutikker, tivoli og gøgl. Det er også her du kan se de mange søløver, der ligger og slapper af på de små platforme i havnen.
San Francisco ligger centralt for mange roadtrip. Du har både Redwood-, Yosemite-, Sequoia- og Kings Nationalpark inden for få timers kørsel. Ligesom det også er fra San Fransisco du bedst starter den fantastiske tur langs kysten ad highway 1 mod Los Angeles.
Vi har besøgt San Francisco tre gange. Vi har bl.a. boede lige ved Fisherman´s Wharf på The Wharf Inn, som tilbyder havudsigt og gratis parkering. I selve byen skal man elleres betale for parkering de fleste steder.
Vi har seneste boede på Days Inns Downtown, som tilbyder gratis morgenmad og gratis parkering. Hotellet ligger centralt og i gå afstand til mange seværdigheder som Painted Ladys, City Hall og Union Square.