San Antonio


San Antonio

San Antonio med ca. 1,4 million indbyggere er den næststørste by i Texas. Det er en meget hyggelig og charmerende by med mange spændende seværdigheder.

Byen er især kendt for slaget ved Alamo, som har særlig betydning for Texas´ historie. Her kæmpede en række frihedskæmpere for Texas’ selvstændighed og løsrivelse fra Mexico. Slaget stod i marts 1836 ved missionsstation Alamo, hvor ca. 200 frihedskæmpere havde forskanset sig. Her i blandt den kendte David Crocett og iøvrigt også en dansker - Charles Zanco fra Randers. Dette slag blev dog tabt, men senere vendte lykken og Texas blev løsrevet fra Mexico og i 1845 blev Texas en del af USA.

I dag er Alamo en velbevarede og spændende seværdighed midt i San Antonio, hvor du kan se mange ting fra den barske, men spændende historie. Der er gratis adgang.

En anden stor seværdighed er Riverwalk. Byen har etableret hyggelige gangstier langs begge sider af floden, hvor man midt i downtown, kan nyde floden og naturen og føle sig langt væk fra støj og trafik. På nogle dele af Riverwalk er der restauranter og barer, som er et hyggeligt gå i byen område. Det er også muligt at tage på rundtur med en flodbåd.

Ved floden findes et udendørs teater - Arneson River Theatre, hvor scenen ligger på den ene side af floden og tilskuerpladserne på den anden side af floden. Her er der gratis underholdning de fleste aftener.

Lige ved teateret finder du i den lille bydel, La Villita, også kaldet Historic Art Village. Her ligger der en række gamle renoverede huse, med en små butikker, værksteder, gallerier og restauranter.

Oplev også Historic Market Square og på vejen kommer du forbi den gamle katolske kirke - San Fernando Cathedral, som er den ældste kirke i Texas, fra år 1731.

Næsten midt i byen finder du også Tower of Amerika. Et 190 meter højt tårn, som du kan komme op i og nyde udsigten eller spise i den roterende restaurant. Der er også mange shoppingmuligheder i byen, bl.a. ligger det store Rivercenter direkte til Riverwalk.

Besøg San Antonio Missions national historical park, som er et område under National Park Service med en række historiske bygninger og missionsstationer, der er på Unesco verdensarvsliste.

Vi besøgte San Antonio 2 dage i sommeren 2016 og boede på det hyggelige O´Brien Historic Riverwalk Hotel, som ligger meget centralt, med fine værelser med stor balkon, egen parkering og en rigtig god morgenmad.

San Antonio er bestemt et besøg værd. Man kan flyve hertil med et enkelt stop i USA, eller man kan flyve til Houston 3 timer herfra i bil.