Overnatning for enhver smag og pengepung
Det er nemt at finde overnatning og hoteller i USA og der er mange muligheder i alle prisklasser. Hoteller, moteller, camping, hytter, lejligheder, bed and breakfast osv. Vi har haft over 250 overnatninger i USA og det har altid været i orden.
Vi foretrækker normalt at booke alle overnatninger hjemmefra, så finder vi de bedste tilbud og sparer tid på at lede efter et ledigt hotel eller motel. Især i nationalparkerne og i de større byer er det vigtigt med bestilling i god tid.
Der er mange søge- og booking sider. Blandt de største kan nævnes Hotels.com og Booking.dk - På disse sider kan du søge og sortere efter mange parametre. Prøv også Trivago og Momondos hotelsøgning. Vi vælger bl.a. ud fra:
- Beliggenhed? - hvor langt skal vi køre til/fra seværdighederne?
- Hvad er prisen? - husk at regne med skatter og afgifter.
- Er der gratis afbestilling? - vigtigt hvis vi ændrer planen.
- Er prisen inkl. morgenmad? - ikke alle serverer morgenmad, hvilket koster dig tid og penge.
- Er det kaffemaskine og køleskab på værelset? - rart at kunne lave kaffe og holde sin proviant kold.
- Er der gratis parkering? - det kan være dyrt i de store byer.
- Er der gratis internet? - kan ellers være dyrt
- Er der pool? - kan være rart efter en lang og varm dag
- Se anmeldelser på Tripadvisor - hvis mange er utilfredse, er der måske noget om det!
Der er ofte særlige tilbud og rabatter. Når der er gratis afbestilling kan du altid afbestille og slå til, hvis der kommer et bedre tilbud.
De fleste hoteller og moteller giver ekstra rabat til forskellige grupper og foreninger. Der er ofte senior rabat +55 eller +60. Du kan uanset alder melde dig ind i AARP (den amerikanske ældresag) det giver 15-20% på de fleste hoteller og moteller og samtidig får du en lang række rabatter til forlystelser, restauranter og butikker.
Flere af hotel kæderne har desuden en medlemsklub, hvor du tjener point, der kan bruges som hel eller delvis betaling ved kommende overnatninger. Vi benytter f.eks. Wyndham kæden, som bl.a. omfatter Days Inn, Travelodge, Super 8, Microtel, Howard Johnson, Knights Inn mf.
Ikke alle hoteller er med på de gængse søgemaskiner. Især små steder i små byer kan være vanskelige at finde. Prøv at benytte Google Maps og på et udvalgt område søge på hotel. Så dukker der ofte små lokale hoteller op, som ofte er meget charmerende og prisgunstige. Ring eller skriv en mail, for at få priser.
Har du kommentarer eller spørgsmål til Vores USA om hoteller og moteller i USA, kan du kontakte os på: kontakt@voresusa.dk